en mors særinteresser og kæpheste

Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet som Handicaprådgiver for Børn og ungei ca. 9 år i flere provins kommuner på Sjælland. Det har fyldt rigtig meget i min hverdag og jeg har haft styr på "mine paragraffer" og haft et ønske om at bruge dem til at hjælpe "mine" familier med langvarigt syg børne og unge/ handicappede børn og unge. Op til kommunalreformen i 2007, var der tiltagende mange frustrationer omkring, hvad der skulle ske, vi følte os ikke involveret eller hørt og mange små kommuner var bange for at de "bare" blev underalgt en anden, større kommune, som fx. Lejre kommune der blev underlagt Frederiksund kommune istedet for at blive en del af den nye sammenlagte kommune.
den første arbejdsdag i 2007 mødte jeg op på min nye arbejdsplads sammen med mine tre nye kollegaer, fra én anden kommune ( vi skulle ha' været 9 rådgivere) Vi startede arbejde i flyttekasser- uden it systemer der virkede og nogle journal systemer vi ikke kendte. 4 kommuner blev til 1 kommune og vi repræsenterede kun 2 af kommunerne, så der var MEGET frustration i MEGET lang tid hos både os og borgerne. I 1½ år, var vi organiseret sammen med Tale og høre pædagoger, familieplejekonsulenter og SSP perosnalet, for det var os, man ikke vidste hvor hørte til, organisatorisk set.
vi fandt en måde at klare os på, og fordi vi nu var en "rest gruppe" fik vi lov at passe os selv og fik flere gange af vide at vi havde hele bevillingskompetencen selv, udelukkende forat man ikke ville have flere klager på politikernes bord. De er smarte sådan nogle forældre med handicappede børn. :-)
sommeren 2008 fik vi pludselig af vide at nu skulle vi flytte. Der skulle være en større rokade i B&U afd. DEt skabte forvirring på et højere plan. Vi skulle gå tilbage til vores kontor og pakke med det samme. Ingen kunne fortælle os hvor vi skulle sidde endnu, for vi var første del af en større rokade, men man forventede da at vi passede vores arbejde. Der kom ny ledelse, nogen blev fritstillet og andre kom til. vores lille socialt velfungerende gruppe blev delt i 2 og fik forbud mod at holde lange gruppemøder. bevillingskompetencen snævrede ind, sags arbejdet trak ud og det blev sværre og sværre at følge med bunkerne af ansøgninger. langtidssymeldingerne fra mine kollegaer, meldte sig og så knoklede vi andre på, i fuld forståelse for at de var bukket under.
i efteråret 2008 var det min tur til at gå ned med falget. Jeg var sygemeldt i 2 måneder hvorefter jeg kom tilbage på 20 timer. Der blev lavet en del særaftaler i den forbindelse, bla. at jeg ikke skulle være sagsbehandler for familier med børn der havde ASF. Det var min måde at skåne mig selv. Desværre var der stadig forrygende travlt og mine særaftaler kunne ikke helt overholdes. På det tidspunkt var jeg også medicineret for den middelsvære depression jeg havde fået. I en periode på 4-5 måneder arbejder jeg 20 timer med en arbejdsbyrde svarende til mere end fuld tid og så måtte jeg jo klart nok melde fra igen. Jeg blev fyret med udgangen af 2009 og har således ikke været på arbejde i 1 år.
Nu sidder jeg så på den anden sidde af skrivebordet, med en sygedagpenge sagsbehandler, en handicaprådgiver og en familiebehandler der skal hjælpe mig med at finde hverdagen med min dejlig søn. De har og er alle sammen meget søde og jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig klientgjort af nogen af dem!
Med den viden og erfaring jeg har med mig fra min gamle arbejdsplads, ved jeg at de alle er meget pressede og måske også kan genkende noget af min situation på egen krop. Jeg bruger også min viden til at trænge igennem til systemet. Hvis jeg har behov for kontakt til en mellem leder der ikke svarer ilbage, så ringer jeg til en leder over ham.
Jeg er heldig at jeg kender systemet i forvejen og måske er det også en fordel at jeg for år tilbage har arbejdet i den kommune jeg nu bor i. Det giver mig et kendskab til deres systemer og arbejdsgange som jeg må benytte mig af på bedste vis, for at kunne være en god "manager" for min søn. Personligt har jeg forløbigt skudt en hvid pil efter at arbejde som handicparådgiver igen. Jeg har en stærk mistanke om at jeg har fået social angst. Min psykolog supplerede ved sidste samtale denne mistanke med at spørge om jeg havde overvejet hvorvidt jeg også havde Asåpergers syndrom, så den bliver der også lige tygget lidt på.