mandag den 27. februar 2017

Når de små ting i livet, faktisk er temmelig store...

Da sønne var mindre, var hans kost mildest talt ikke særlig varieret. Han nægtede at spise rugbrød og indtog stort set kun pasta og hvidt brød. Det har heldigvis ændret sig, så han nu spise meget forskelligt og godt kan lide mad med smag i  og stærk mad.
 -Kød skal være mørt  og frikadeller kan godt være møre :-)  Han har været så sød at forklare sin tåbelig uvidende mor, hvad dette betyder- når kødet kan skæres med en gaffel, er det mørt!!

Han vil dog fortsat ikke spise grøntsager og frugt.  I perioder forsøger jeg at blende diverse grøntsager og skjule det i kødsovs, frikadeller og andet.  Han spiser det indtil jeg fortæller hvad der er i, så er han færdig med at spise.

De sidste par måneder er det dog lykkedes mig at putte blendet grønt i maden, Når han så har indrømmet at det smager ok, har jeg fortalt ham om grøntsagerne og han har spist videre. Det er stort!
Jeg har herefter draget den konklusion- igen igen, at han ikke bryder sig om fornemmelsen/ konsistensen af grøntsager inde i munden. Han er meget sensitiv.


 Den udvikling er jo i sig selv, rimelig stor, men det stopper ikke :-)

I eftermiddags var hans sulten og lokkede mig til at lave mad til ham. Jeg smurte 1 stk. rugbrød med tunsalat ( færdigkøbt) og da jeg smurte på, opdagede jeg at der var både hele majs og rød peber blandet i.  - Jeg valgte ikke at kommentere det, og Sønne spiste det med velbehag OG bad om et stykke til- også med tunsalat.

Se det er sørme stort i mit lille hjem, med en helt almindelig dreng.

tirsdag den 10. maj 2016

I'm back

så blev det pludselig sommer. Skønt!
Sønne spiller pc,  på værelset og jeg har nusset rundt i haven.
Sønne fik sidste sommer diagnosen ADD oveni hatten, med ikke på vilkår om han vil tage medicin for det. Det ku jo risikere at smage grimt, det der medicin. Det lykkedes at afprøve flydende strattera og jeg kan konstatere at det hjælper. -Og det var så det!
hmm, samtidig med at han nu er blevet  teenager og præpupertets ramt, så han pludselig  funderer anderledes over tingene, så er et nu også meget rart, at han stadig har behov for en reminder om hvor langt han er nået i morgen rutinen. Pak din taske, sko på, madpakken, ipad, mbl.  -  Han kan jo glemme hvad han har gang i, på vej ned at trappen. :-)

Og det er jo så også lige det issue der fik mig tilbage på tasterne  på bloggen. 
-Hvordan skubber man sin autist ud af reden, samtidig med at han har behov for den ekstra støtte og forståelse.
Det er en super svær balance gang. Jeg ser det meget ofte på mit arbejde ( kommunal handicaprådgiver)  at den unge Aspie pige på 17½  ikke vil erkende at hun har ASperger, men godt kan beskrive hvor svært det er at have  søvn forstyrrelse.
Søvnforstyrrelsen opstår, når hun starter på noget nyt, efter 3-4 dage uden søvn et nyt sted, forsvinder overskuddet og hun vender hjem til teenageværelset og mor og fars trygge favn.  Når hun er kommer sig efter det værste søvn underskud, bliver "projektet" erklæret en nedtur, man ikke skal vende tilbage til.    
Hvordan i alverden hjælper man  ( forældre og kommunen) sådan en ung?

Når jeg vender blikket mod min egen helt almindelige dreng, med Aspergers, så tænker jeg at vores force er, at
-han fik diagnosen  som 6 årig.
- Asperger er en -i tale sat del af vores hverdag.
-han er tilknyttet det mest fantastiske special skole man kan ønske sig
-Han har familie og netværk der udfordrer ham og møder ham der hvor han er.

Sønne har én gang, i desperation, under et skænderi, erklæret at " det kan jeg ikke fordi jeg er handicappet".   Det kan være en årsags forklaring, men ALDRIG en undskyldning.  OG at være Asperger er ikke nødvendigvis et handicap.

lørdag den 17. august 2013

10 Ting Din Elev Med Autisme
Ønsker Du Vidste

Disse ideer giver også mening for andre børn!


© Ellen Notbohm
Forfatterens note: Da min artikel "Ti ting alle børn med autisme ønsker du vidste" første gang blev offentliggjort i November 2004, kunne jeg dårligt have forestillet mig reaktionen. Læser efter læser skrev for at fortælle mig at artiklen skulle være obligatorisk læsning for alle socialarbejdere, lærere og pårørende til børn med autisme. " Netop hvad min datter ville sige hvis hun kunne, " sagde en mor. " Hvor ville jeg ønske jeg havde læst det for 5 år siden. Det tog min mand og jeg så lang tid at ´lære´ disse ting," sagde en anden.
Som reaktionerne voksede, forstod jeg at genkendelsens skyldtes det faktum at artiklen var skrevet med et barns stemme, en stemme som ikke bliver hørt ofte nok. Der er et stort behov- og håber jeg - en stor velvilje - til at forstå verden som børn med særlige behov oplever den. "Ti ting alle børn med autisme ønsker du vidste" blev til en bog i 2005, og nu vender vores barns stemme vender tilbage for at fortælle os hvad børn med autisme ønsker deres lærer vidste.
1. Adfærd er kommunikation. Der er en begrundelse for al adfærd. Den fortæller dig, hvordan jeg opfatter hvad der sker omkring mig, når mine ord ikke kan. Negativ adfærd kolliderer med min indlæringsproces. Men kun at afbryde/ændre disse adfærdsmønstre er ikke nok; lær mig at udskifte disse adfærdsmønstre med egnede alternativer således at rigtig læring kan øges.
Begynd med at tro på dette: Jeg vil virkelig gerne lære at være sammen med andre på en hensigtsmæssig måde. Ingen børn ønsker den negative respons vi får på "dårlig" opførsel. Negativ adfærd betyder som regel at jeg er overvældet af forstyrrede sanseindtryk, ikke kan kommunikere mine ønsker eller behov, eller ikke forstår hvad der forventes af mig. Se bag adfærden for at finde kilden til min modstand. Gør notater om hvad der skete umiddelbart før adfærden: de mennesker der var involverede, tidspunkt på dagen, aktiviteter, omgivelser m.m. Over tid vil et mønster måske tegne sig.
2. Tag aldrig noget for givet. Uden faktuelle oplysninger, er en antagelse kun et gæt. Måske kender eller forstår jeg ikke reglerne. Jeg har muligvis hørt instruktionerne, men ikke forstået dem. Måske vidste jeg det i går men jeg kan ikke genkalde det i dag. Spørg dig selv:
  • " Er du sikker på at jeg virkelig ved hvad der kræves af mig? Hvis jeg pludselig må løbe på toilettet hver gang jeg bliver bedt om at lave en matematikopgave, ved jeg måske ikke hvordan opgaven skal løses, eller er bange for at min indsats ikke vil være god nok. Øv sammen med mig gentagelser af opgaven indtil jeg føler mig kompetent. Jeg har muligvis brug for mere øvelse for at mestre opgaver end andre børn.


  • " Er du sikker på at jeg faktisk forstår reglerne? Forstår jeg meningen med reglen om sikkerhed, økonomi, helbred? Måske smuglede jeg en bid mad ud af min madpakke før tid fordi jeg af bekymring for at nå at færdiggøre mit naturfagsprojekt, ikke kunne spise morgenmad og nu er jeg hunde sulten.

3. Se efter sansemæssige problemer først. Meget af min modstand stammer fra sansemæssigt ubehag. Et eksempel er flouriserende lys, hvilket har vist sig gang på gang at være et stort problem for børn som mig. Den summen det frembringer er meget forstyrrende for min hypersensitive hørelse, og dets pulserende lys kan forvrænge min visuelle perception, det får ting til at fremstå som værende i konstant bevægelse. En lampe med glødepære på mit bord vil reducere flimren, ligeså de nye naturlige lysstofrør. Eller måske har jeg behov for at sidde tættere på dig; Jeg forstår ikke hvad du siger fordi der er for mange lyde "imellem" - græsslåmaskinen udenfor vinduet, Jasmine som hvisker til Tanya, stole der skraber over gulvet, blyantspidserens skurren.
Spørg skolens ergo- eller fysioterapeut efter sansevenlige ideer til klasseværelset. Det er faktisk godt for alle børn, ikke kun mig.
4. Sørg for en pause til selvregulering før jeg har behov for det. Et stille, tæppebelagt hjørne af lokalet med nogle puder, bøger og høretelefoner giver mig et sted at søge hen for at samle mig når jeg føler mig overvældet/overstimuleret, men er ikke så langt væk fysisk, at jeg ikke vil være i stand til at komme tilbage til aktiviteterne i klassen stille og roligt.
5. Fortæl mig hvad du ønsker jeg skal gøre på en anvisende måde, i stedet for at komme med et udsagn om det. "Du har efterladt et rod ved vasken!" er kun et udsagn om fakta for mig. Jeg er ikke i stand til at udlede at det du i virkeligheden mener er " Vær venlig at vaske din malekop og put papirhåndklæderne i skraldespanden". Lad mig ikke gætte eller selv finde ud af hvad jeg skal gøre.
6. Hav fornuftige forventninger til mig. Alle store skolesamlinger med hundredvis af børn på lange rækker og en eller anden der taler monotomt om sliksalget er ubehageligt og uden mening for mig. Måske ville jeg have mere gavn af at hjælpe skolesekretæren med at samle nyhedsbrevet.
7. Hjælp mig med at skifte mellem aktiviteter. Det tager mig lidt længere at planlægge motorisk at flytte fra en aktivitet til den næste. Giv mig et fem minutters varsel og et to minutters varsel før en aktivitet skifter - og indbyg et par minutter ekstra i din planlægning til kompensation. Et enkelt ur med skive eller et æggeur på mit bord giver mig et visuelt stikord til hvornår det næste skift sker, og hjælper mig til at klare det mere uafhængigt.
8. Gør ikke en slem situation værre. Jeg ved at selvom du er en moden voksen, kan du sommetider lave dårlige beslutninger i kampens hede. Det er virkelig ikke min mening at nedsmelte, vise vrede eller på anden måde forstyrre/ødelægge dit klasseværelse. Du kan hjælpe mig med at komme over det hurtigere, ved ikke at reagere med ophidselse hos dig selv. Vær opmærksom på disse reaktioner som forlænger snarere end at løse en krise:
  • Hæve toneleje eller tale højere. Jeg hører råberiet og skrigene, men ikke ordene.


  • Gøre nar af eller efterligne mig. Sarkasme, fornærmelser eller øgenavne vil ikke "skamme mig" væk fra adfærden.


  • Komme med ubegrundede beskyldninger.


  • Fremmane dobbeltmoral.


  • Sammenligne mig med en søskende eller en anden elev.


  • Genkalde tidligere begivenheder uden relation til nuet.


  • Generalisere " Alle børn som dig er ens."

9. Kritiser med omtanke. Helt ærligt - hvor god er du til at acceptere "konstruktiv" kritik? Modenheden og selvtilliden til at kunne dette kan være lysår fra mine evner lige nu. Skal du så aldrig rette mig? Selvfølgelig skal du det. Men gør det kærligt, sådan at jeg faktisk kan høre dig.
  • Jeg ber´dig! Prøv aldrig nogensinde at påtvinge disciplin eller irettesættelser når jeg er vred, ude af mig selv, overstimuleret, nedsmeltet, urolig eller på anden måde følelsesmæssigt ude af stand til at være sammen med dig.


  • Igen, husk at jeg vil reagere ligeså meget, om ikke mere, på din stemmeføring som på de faktiske ord. Jeg vil høre råberiet og irritationen, men jeg vil ikke forstå ordene og vil derfor ikke kunne regne ud hvad jeg gjorde forkert. Tal med lav stemmeføring, og gå gerne i hug også, således at du taler på mit niveau i stedet for at stå hævet over mig.


  • Hjælp mig med at forstå den uhensigtsmæssige adfærd på en støttende, problemløsende måde i stedet for at straffe eller skælde mig ud. Hjælp mig med at sætte ord på de følelser der udløste adfærden. Måske siger jeg at jeg var vred, men måske var jeg bange, frustreret, ked af det eller jaloux. Undersøg udover mit umiddelbare svar.


  • Øvelse eller rollespil - vis mig en bedre måde at håndtere situationen på næste gang. Et storyboard, foto essay eller en social historie hjælper. Der er ingen enkle løsninger. Og når jeg gør det rigtigt "næste gang" så fortæl mig det med det samme. Det hjælper mig hvis du selv modellerer/viser mig den rette adfærd til at reagere på kritik.

10. Giv reelle valg - og kun reelle valg. Giv mig ikke et valg eller spørg om et " Vil du…?" spørgsmål medmindre du er villig til at acceptere nej for et svar. "Nej" er måske mit ærlige svar på " Vil du læse højt nu?" eller " Har du lyst til at dele farverne med William?" Det er svært for mig at stole på dig når valg slet ikke er valg i virkeligheden.
Du tager det utrolige antal af valg du har i løbet af dagligdagen for givet. Du vælger konstant en mulighed frem for andre velvidende at både at have valgmuligheder og være i stand til at træffe valg giver dig kontrol over dit liv og din fremtid. For mig er valgene færre hvilket kan gøre det sværere for mig at føle tillid til mig selv. At give mig mulighed for hyppige valg hjælper mig til at blive mere aktivt engageret i hverdagslivet.
  • Tilbyd et valg indenfor "skalting" hvor det overhovedet er muligt. I stedet for at sige: "Skriv dit navn og datoen øverst på siden," sig så: "Vil du skrive dit navn først eller vil du skrive datoen først?" eller " Hvad vil di skrive først, bogstaver eller tal?" Følg op med at vise mig: " Se hvordan Jason skriver sit navn på sit papir?"


  • At give mig valg hjælper mig med at lære hensigtsmæssig adfærd, men jeg behøver også at forstå at der er tidspunkter hvor man ikke kan vælge. Når det sker, vil jeg ikke blive frustreret hvis jeg forstår hvorfor:


    • Jeg kan ikke give dig et valg i denne i denne situation fordi det er farligt. Du kan komme til skade."


    • jeg kan ikke give dig det valg fordi det vil være dårligt for Danny." have negativ effekt for et andet barn.


    • Jeg giver dig masse af valg men denne gang er det nødvendigt med et voksenvalg."

Det sidste ord: Tro. Henry Ford, ham med bilerne, sagde, "Hvad end du tror du kan eller hvad end du tror du ikke kan, har du som regel ret."
Tro at du kan gøre en forskel for mig. Det kræver tilpasning og afpasning, men autisme er et bredspektret handicap. Der er ikke indbygget en øvre grænse for præstationer og udvikling. Jeg kan opfatte meget mere end jeg kan kommunikere, og den vigtigste ting jeg kan opfatte er om du tænker "jeg kan gøre det." Forvent mere og du vil få mere. Støt mig til at blive alt hvad jeg kan blive, så jeg kan blive på kursen længe efter jeg har forladt dit klasseværelse.
Ellen Notbohm er forfatter til den nye bog: Ten Things Every Child with Autism Wishes You Knew, vinder af iParenting Media´s Greatest Products og 2005 Award, og medforfatter til 1001 Great Ideas for Teaching and Raising Children with Autism Spectrum Disorders, vinder af Learning Magazine´s 2006 Teacher´s Choice Award. Hun kan kontaktes på ellen@thirdvariation.com.

Oversat med forfatterens tilladelse af: Bettina Anthony, mor til en 13årig dreng med Aspergers Syndrom.

http://www.aspergerdk.org • asperger_dk@hotmail.com

Long time no see

hold da op, hvor er det længe siden, jeg har været på min blog.
 Hvad har jeg dog lavet i al den tid og hvor er tiden blevet af ???
Jeg har haft en rigtig dejlig sommer og sommerferie, men gruer for vinterperioden. Jeg har tendens til vinterdepression og har frygtlig svært ved at forklare min læge det, endsige at få hjælp til at tackle det. I år satser jeg på naturmedicin, og i god tid :-)

Vores forår/sommer har været præget af flytning, på den gode måde! Efter flytningen er Sønne kommet ud af sin hule, og sidder gerne i stuen. Derefter besluttede sønne sig for at lære at cykle, så nu er han ikke til at styre på 7 tønder land :-)

Vi er flyttet til en lille flække (i samme kommune) hvor han selv kan cykle ture. Færdselsreglerne har han jo kunnet længe.

Specialskolen er stadig fantastisk. I kraft af mit arbejde, ser jeg en del af disse særlige skønne børn og deres specialskoler. Synes stadig at sønnes skole ligger i toppen. Han er endda begyndt at give udtryk for at kede sig, når vi holder weekend og så er det ikke længere nær som slemt at skulle i skole mandag morgen. :-)

Nu kunne jeg bare så frygtelig godt ønske mig at få ham til at sove i sin egen seng, på eget værelse. han fylder 10 i næste måned og jeg er en anelse trær af at få en fod i ryggen. og af en eller anden mærkværdig årsag, synes han det er bedst at ligge i smørhullet (revnen i dobbeltsengen) selv om der ikke ligger nogen på den anden halvdel af sengen.

Han er også blevet stor nok til at være alene hjemme.... han kan sagtens administrere at komme først hjem om eftermiddagen, være alene hjemme, mens jeg går med hunden eller hvis jeg i øvrigt er væk i ½-1 time. Ikke længere, dog, for han er ikke klar til uforudsete hændelser. jeg har altid mobilen på mig, og allierer mig med naboen, så "nogen" ved at han er alene hjemme. Min bekymring omkring det her med at være alene hjemme, er dog, at når han finder ud af at det er en mulighed, bliver det meget sværere end nu, at åf ham med ud af døren. :-)


Jeg elsker min søn, jeg elsker weekender og jeg elsker sønnes skole :-)

lørdag den 30. juli 2011

Ferie hos farmorog farfar

Jeg startede med at forsinke/forkorte ferien 1 dag.Farmor og farfar, bor meget langt oppe i Jylland. Turen derop tager ca. 5 timer med bus. Det plejer at gå rigtig rigtig godt. sønne kender turen og leger gerne guide på turen derop.
vi havde holdt 4 dages ferie hos morfar, tre dage hjemme, 4 dage hos far i Stuttgart, 3 dage hjemme og så var vi på vej til 3 dage hos farmor og farfar. Det var et modigt program, men tilrettelagt efter sønnes ønsker. Han er tryg og har det som blommen i et æg hos bedsteforældrene. Stuttgart var en udfordring, særligt på vej hjem, hvor vi ikke kunne få pladser ved siden af hinanden i flyet. Det var synd for sønne.
Der var mget meget langt op til farmor og farfar denne gang, Men efter omstændighederne klarede han det fint. Velankommet har Sønne og farfar deres helt egen rutine, med at lufte hunden i haven, gå en tur ned til stranden og sønne skal lege med haveslangen. Det gik rigtig fint, de fik oveni købet spillet fodbold og Sønne spiste 3 stykker kød og en kartoffel til aften. STORT. Herhjemme ville han ha nægtet at spise både hamburgerryggen og kartofler. Vi var en tur ved vesterhavet og det gik også over alt forventning.
Filmen knækkede dog på sidstedagen, hvor vi ventede på at køre til bussen og så i sær HELE vejen hjem igen. 5 timer i bus, hvor Sønne skulle udfordre skæbnen til det yderste, "hvornår er vi der" spugte han ca. 1 gang hvert minut, han slog og sparkede mig, viftede rundt i luften med sine meget sure tæer og var i det hele taget meget meget ADHD- hyberaktiv. Vel hjemme igen, kulminerede aftenen med et flip over, at jeg ikke lige bestile en LEGO city havn til 700 kr. på internettet. Nu sparer han så op til LEGO og fandt sparegrisen frem, hvor det viste sig, der lå 100 kr. i.
vi kom hjem i onsdags. Torsdag var jeg alene en tur i byen i 1½ time. Det var så befriende. Jeg glemte tid og sted og var overbevist om at jeg havde været meget længere tid hjemmefra :-)
Nu hygger vi og ser en masse tegnefilm, inden det er SFO tid igen på mandag.
Jeg har verdens dejligste dreng, han slår en prober næve og han kan være en udfordring, men han er min og jeg vil ikke bytte :-)

fredag den 22. juli 2011

sommerferie udfordringer

Netop hjemvendt fra 3 dage sydpå, sidder jeg nu og tygger på oplevelserne.
Sønne er i de uheldige situation, at sin far har valgt at flytte ca 1000 km. væk fra Danmark.
Farmand, som også (overraskende nok) er min eks kæreste, valgte for ca. 3 år siden, at udvandre, for at flytte sammen med sin udenlandske kæreste. Da farmand har været uden job indtil for ca. ½ år siden, har der ikke været meget samvær.
Havde han bare været en kæreste, uden børn involveret, havde jeg gladeligt vinket til hans skosåler og ikke skænket ham mange tanker. Nu har vi et barn sammen og så "slipper man ikke sådan ud af et forhold". Når farmand er på besøg her, låner han gæsteværelset og Sønne og farmand slår lejr i stuen, hvor alt legetøjet bliver prøvet af. Et par gange i løbet af dagen, kommer sønne frem og meddeler at "far og mig er sultne, så jeg laver lige noget mad"
Det er dejligt at se Sønne være så glad og optaget af sin far. Jeg kan have ondt i maven over, sønnes reaktion når farmand skal hjem igen, men når det er tid, har sønne "fået nok" og så er det ok. at far rejser. Som regel kan Sønne ikke lokkes md ind i lufthavnen.

Nu har vi så været på besøg hos FArmand og hans kæreste eller skal jeg sige kommende hustru. Hun er sød og går til danskundervisning, så hun kan efterhånden tale en del dansk. Ellers foregår det på Engelsk eller tysk.
Nu har vi så brugt 4 dage sydpå, til at besøge farmand. sønne har hygget sig og er synligt glad for at være sammen med sin far. I løbet af 24 timer tør han også uopfordret, kaste sig over farmand og slås for sjov eller kramme - bare nærkontakt, som ellers til daglig kun er mig forundt.
4 dage sydpå, hvor jeg gudskelov havde booket et hotelværelse til sønne og mig. Fik ellers tilbuddet om at overnatte i stuen, men takkede nej. Det regnede da vi kom og den næste dag, så vi fik samlet puslespil og set udenlandsk tv i Farmand lejlighed.
På tredie dagen, var det dejligt vejr og vi tog i Zoo. Den nye kæreste var på arbejde så vi rendte rundt og hyggede med sønne uden på nogen måde at nærme os "far, mor og børn".
DEt kan vi godt finde ud af, inge af os har vist lyst til at være "os" igen, undtaget måske lige Sønne, der mener at vi bare skulle snakke med ham istedet for at diskutere -dengang.

Når men sikke en lang smøre om sønnes samværsferie med farmand, der kostede mig 5000 kr. + det løse. Intet under at jeg er træt!!!!!!!!! og så har jeg frygteligt stort behov for at klappe mig selv på skulderen. Godt gået tøs!!!!

På søndag tager vi så på feriebesøg hos Sønnes farmor og farfar.,,,,,,,,,,,,,

søndag den 17. juli 2011

verdens bedste specialskole

Sønne går i specialklasse. I min kommune, har man valgt at samle alle de skønne børn (med den type problematikker) i en organisation for sig selv.

Sønne går i verdens bedste skole!!!!!! Han vill sikkert også kunne være i en specialklasse, som junior, men hvor er jeg glad for at det ikke var inklusionen i folkeskolen der var vigtigst, da Sønne skiftede fra , til special skole for 1 år siden.
Sønne går i en klasse med 6 børn, de 5 har autisme diagnose og størstedelen har flere diagnoser (ADHD, tourette og OCD) 1 enkelt har "ADHD". Jeg har således også fået den første elevplan og indstilling til at han skal fortsætte på skolen til næste år.
Jeg måtte gøre dem opmærksom på om beskrivelsen af Sønne, måske var for god, så han ikke hørte til deres målgruppe. De havde selv tænkt tanken - ikke at han var for velfungerende for deres skole, men at de havde beskrevet ham for positivt. - beskrivelsen blev jo netop så positiv, fordi han havde fået det rette skoletilbud.
Jeg er vild med skolen, personalet, ungerne og måden de underviser på. Sønne synes bare det er kedeligt....... Han går for det meste ud til taxaen uden konflikter og kommer fløjtende ind af døren om eftermiddagen.
Vi har dog også vores konflikter med at komme ud af døren, også om morgenen.
Der er 20 km. i skole (modsat min arbejdsplads) og jeg har måtte køre ham i skole i undertøj, fordi vi havde den vildeste konflikt. Jeg måtte sno/vride mig fri af hans jerngreb da jeg havde afleveret ham i klassen og 10 min efter fik jeg en sød SMS fra personalet at jeg var sej, og at Sønne hyggede sig og legede med LEGO.
Det er et scenarie jeg har været udsat for dagligt, da han gik i folkeskole,( hvis vi dog ikke holdt fri eller jeg var med ham hele dagen) men ikke desto mindre føltes det stadig som et overgreb. JEG ved at det er en god skole og at de er opmærksomme på ungernes behov og begrænsninger,derfor kan jeg også holde fast i, at det er skoledag og i denne skole pjækker børnene ikke!!!!!
Sønne har forstået budskabet. Vi har stadig konflikter, men jeg holder fast, hold op, hvor holder jeg fast.. og så bliver konflikterne lidt mindre næste gang eller næste gang. eller næste....